Det var den svenske astronom og fysiker Anders Celsius, der i 1740 definerede det nulpunkt, vi stadig bruger. Det sted, hvor vand bliver til is, regn til sne og tåge til rim. Dette punkt mellem kulde og varme, hvor verden stivner, det kaldte han nul. Han vidste ikke, at det er, fordi vandets molekyler holder op med at bevæge sig frit rundt som hønsene i min have, men samler sig i krystaller og ved samme lejlighed udvider sig en anelse. Derved sprænger de cellerne i mine georginer og tallerkensmækkere, og det skete hos mig natten til søndag 11. oktober, formodentlig omkring daggry.
Da jeg kom ud på min morgentur, var græsset hvidt, og de nævnte planter stod med stivnede blade og blomster, færdige for i år. Altid ærgerligt, altid lidt overraskende, men ikke så slemt efterår 2015, fordi det skete relativt sent, og jeg plukkede store buketter af de overdådigt spraglede georginer om lørdagen til Ingelise, Miriam og Bodil. Altid til kvinder!
