To lys på et bord. Mere skal der ikke til, før romantikken, hyggen og den gode stemning spreder sig. Men i flere hjem er stearinlysets skær skiftet ud med led-lys.
»Man må sige, at det er blevet meget populært. Stearinlys visualiserer stadig hygge, men efterhånden som vi har fået de rigtige varme farver frem i led, er salget steget kraftigt«, fortæller Stig Gerlach, indehaver af den førende producent af led-bloklys herhjemme, Sirius, der på kun fire år er nået op på over en million solgte led-stearinlys om året og er markedsførende på området.


























