Efter massiv kritik af markedet for tilstandsrapporter, som beskrevet i en lang række artikler i Politiken, kaldes både justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) nu i samråd.
»Vi skal have indrettet systemet med sikkerhed for, at der bliver reguleret efter lovens intentioner. Hvis de ikke er klare nok, må vi se på, om der skal strammes op i lovgivningen, så forbrugeren i sidste ende ikke bliver taget ved næsen her – køber såvel som sælger«, er meldingen fra Thomas Jensen, erhvervsordfører for Socialdemokratiet og medlem af det Folketingsudvalg, området hører under, nemlig Erhvervs-, Vækst-, og Eksportudvalget.


























