Den 25. januar – det er en af livets store mærkedage, hvor fire glade børn vækkede deres far på sengen dengang i 50’erne, da Frederik IX var konge, og resten af dagen var sus og dus, selv om fødselaren lod som ingenting. Han døde for 11 år siden, så nu er det mindedag, men stadig stærkt og levende, især hans fødselsdagshistorie.
Fortæl om lærken, plagede vi, og så gjorde han det igen. På sin seksårsfødselsdag, i 1920, for 100 år siden, legede han på isen sammen med søster Anne. Der var frost og gnistrende sol, og da de på et tidspunkt lagde sig ned og kiggede op i himlen, så og hørte de lærken, højt oppe, en lille, jublende prik. De blev så glade, at de brød ud i sang, ’Velkommen lærkelil’.




























