Christina: Vedhæftede blomster ’tager’ mere og mere af græsplænen, og selv om det er meget smukke blomster, er de ved at tage overhånd. Hvad er navnet på dem – og hvad kan man gøre (minus gift) for at udrydde dem?
Søren Ryge Petersen: Den er god – her i marts måned, længe før blomstringen. Det er høgeurt, en meget almindelig blomst i vores natur, især hvor græs og andet kraftigt voksende ikke fylder for meget. Den har nemlig en roset af blade helt nede ved jorden, og det er derfor, den trives godt i græsplæner, hvor den går under kniven. Nøjagtig som bellis, mælkebøtte, brunelle, hejrenæb og en håndfuld andre.




























