Det er mandag aften kl. 22.30, og jeg er lige kommet ind fra min sommeraftentur. Solnedgangen var ren Nolde, og jeg klippede 7 snegle i haven og 110 på markvejen, så gad jeg ikke mere og klippede 50 på tilbagevejen.
Det er temmelig tåbeligt. Så smuk en aften med så mange svaler i luften og så bedårende en himmel, og så går man dér i en stiv time og kigger stift nedad konstant. Derfor dette forsøg på selvanalyse:


























