»Vi synes, det er verdens syvende vidunder«, siger Apples topchef, Steve Jobs, der nærmest hypnotiseret stirrer ned på sin iPod Touch og trykker løs på dens skærm. »It’s so cool «.
Med rette. For med en iPod Touch i hånden føler man sig forkælet og forført: For enden af fingerspidsen flyver video, billeder, film, musik og nu websider over dens klare skærm, og det føles betagende intuitivt, når man scroller med lillefingeren eller zoomer ind på billeder ved at løbe to fingre over skærmen.
Trådløs på nettet
iPod Touch er teknologisk lir i så høj potens, at man næsten glemmer dens medfødte ulemper. Apples bud på fremtidens iPod er stort set identisk med deres mobiltelefon iPhone – eneste forskel er, at iPod Touch ikke kan ringe mobilt.
Til gengæld kobler den sig trådløst på internettet (kaldet Wi-Fi), hvilket betyder trådløst indkøb fra den nyåbnede iTunes Wi-Fi-butik direkte fra iPod Touch uden computeren som mellemmand.






























