Hvordan forholder dit parti sig til medielicensen? Eller til spørgsmålet om kopibeskyttelse? IT-Politisk Forening har sørget for, at du kan få genopfrisket din hukommelse.
Foreningen lagde i weekenden en liste på deres hjemmeside, der viser, hvad partierne mener om for eksempel medielicens, software patenter, kopibeskyttelse, censurfiltre på internettet og ændringerne i tele-loven i forbindelse med anti-terror pakken.
Enhedslisten skiller sig ud
Foreningen er kommet frem til dens resultat ved at undersøge partiprogrammer og se på, hvordan partierne har stemt i Folketinget og Europaparlamentet. Listen med kommentarer kan ses her.
Sammenligningen viser for eksempel, at alle partier med undtagelse af Enhedslisten har stemt for medielicensen og det lille parti er også det eneste, der har stemt imod centrale censurfiltre på internettet.



























