Da Google for et par år siden startede udviklingen af sin nye browser Chrome, blev danskeren og programmeringspioneren Lars Bak headhuntet til at lede en af de vigtigste opgaver.
Lars Bak fortæller, hvordan han i al hemmelighed håndplukkede et lille hold af programmører, som lejede sig ind på et kontor i Århus for at arbejde på en såkaldt JavaScript-maskine, som under navnet ’V8’ udgør en central del af Chrome, der blev lanceret sidste uge.
’V8’ er en af årsagerne til, at Chrome i den forløbne uge har slået andre populære browsere som f.eks. Internet Explorer og Firefox i flere hastighedstest.



























