De omkring 100.000 digitale kunder hos YouSee fik i slutningen af oktober noget af en overraskelse gennem brevsprækken, skriver ekstrabladet.dk
YouSee, som er TDC's kabelnet, meldte nemlig ud til kunderne, at den såkaldte årlige kortafgift på 199 kroner, som alle digitale kunder skal betale, blev ændret til en halvårlig afgift. Altså en fordobling.
Gebyr må ikke være prisskrue
YouSee's forklaring er den generelle prisudvikling samt øgede omkostninger til nogle digitale kanaler. Men den køber Forbrugerrådet ikke.
»Det er ikke rimeligt, at man skruer på priserne ved hjælp af gebyrer. I Forbrugerrådet foretrækker vi, at prisen bliver pålagt selve varen, for det er den vare, forbrugeren skal kunne vurdere, om han vil have eller ej. Hvis der skal være et gebyr, skal det være et lavt gebyr, der afspejler de faktiske omkostninger,« siger jurist ved Forbrugerrådet Anette Høyrup til ekstrabladet.dk.




























