I stedet for at være kunde i dit mobilselskab, kan du blive medejer. Det tilbud kommer det nye selskab Andelsmobil nu med.
Andelsmobil er en andelsforening, der henter sit idegrundlag i den traditionelle andelsbevægelse, og idemanden og iværksætteren bag foreningen, Henrik Stech, kalder sig traditionen tro uddeler.
På skulderen af en kulturarv
»Jeg føler, at vi står på skulderen af en kulturarv - en fin gammel forretningsmodel, som vi vil genoplive«, siger Henrik Stech, der kommer fra Dansk Design Center og blandt andet har været i Økonomi- og Erhvervsministeriet som innovation coach.
For 400 kroner i andelskapital bliver du medlem og samtidig kunde i mobilselskabet og kan ringe for priser, der svarer til Telmores - altså hverken markedets billigste eller dyreste priser.



























