Street view skal kun give street credit, ikke nye indtægter til Google.
Sådan lyder det fra lanceringen af netgiganten Googles teknologi 'street view' - gadekig - som giver brugeren mulighed for at 'gå ture' i alverdens storbyer hjemme fra sin computer. Forskellige former for netreklamer er ellers koncernens primære indtægtskilde.
Gadefotos er ren branding
»Vi tjener intet på street view, og der er ikke planer om at knytte det sammen med flere reklamer. Men selvfølgelig handler det her om at gøre Google til et endnu bedre brand, som folk forbinder med noget, der er cool og sjovt. Det kan på længere sigt bruges kommercielt«, siger direktør Peter Friis fra Google Danmark.
Google opfordrer virksomheder til at bruge street view gratis til for eksempel at fremvise boliger, hoteller eller parkeringsforhold.




























