Det lyder som et rigtig godt tilbud.
»Stå som ejer af en lystbåd, vi bruger til fremvisning. Du tjener cirka 8800 kroner hver måned«.
Sådan står der blandt andet i en sms, der de seneste uger er blevet sendt til hundredevis af intet-anende mobilejere fra et dansk telefonnummer. Tilbud og to flasker rødvin
Man skal bare sende sin email-adresse retur, så får man et uforpligtende tilbud og to flasker rødvin, står der.
På internetsiden www.whocallsme.com har flere end 160 danskere medddelt, at de har modtaget den samme eller en lignende besked fra samme nummer, som ikke eksisterer i telefonbøgerne.
Sms’en er seneste eksempel på fænomenet, hvor hundredevis - måske tusindvis - af mobiltelefon-ejere modtager samme besked.
»Lige for tiden får vi rigtig mange klager i vores spam-postkasse, hvor man har mulighed for at klage, hvis man modtager spam-sms’er«, fortæller fuldmægtig Helle Hartvigsen fra Forbrugerombudsmanden til DR Nyheder. Flere hundrede klager
Lystbåds-sms’en har fået flere hundrede danskere til at klage til Forbrugerombudsmanden, der nu er i gang med at undersøge, om bagmændene skal politianmeldes.
For det er ulovligt at lave markedsføring via sms, medmindre modtageren har accepteret det, forklarer Helle Hartvigsen.
I vinter var der en bølge af sms’er, der tilbød et vellønnet job som hjemmearbejdende sælger. Lønnen er 300 til 500 kroner i timen, stod der. Men når det endelige jobtilbud kom på mail, viste det sig, at man skulle investere 50.000 kroner først.
Også de sms’er kigger Forbrugerombudsmanden på, ligesom man undersøger, om afsenderen er den samme. Et marked i fremdrift
Det er uvist, hvor mange, der indtil videre har fået spam-sms’er, men der er ingen tvivl om, at mange flere vil få dem fremover.



























