Computerkriminalitet er den hurtigst voksende forretning i It-industrien, og de kriminelle bliver mere og mere professionelle, når de forvandler dig til offer.
Det var hovedbudskabet ved et foredrag i København i dag af sikkerhedseksperten Mikko Hyppönen, som er Chief Research Officer hos det finske sikkerhedsfirma F-Secure.
De kriminelle vinder krigen
»Jeg ville gerne kunne sige, at vi er ved at vinde krigen mod de kriminelle, men det er vi ikke. Det bliver værre her fra, og om 20 år vil vi kigge tilbage og tænke, at vi havde det let«, sagde Mikko Hyppönen.
Han blev i 2007 kåret til at være blandt de 50 vigtigste internetpersoner af PC World Magazine.




























