For få måneder siden blev den udråbt til Apples nye guldæble. Nu er den godt i gang med at ødelægge it-gigantens image.
Allerede før den nye iPhone 4 er kommet i handlen herhjemme, vælter kritikken ned over den smarte telefon i USA. Apple har helt usædvanligt indkaldt til pressemøde om iPhone 4 i dag.
Der er ikke sluppet noget ud fra Apples hovedkontor om, hvad man vil sige på pressemødet. Kun at det handler om iPhone 4.
Paradoksalt nok er det ikke en af de mange avancerede funktioner i telefonen, der får hug. Brugerne brokker sig i stedet over, at iPhone 4 har problemer med helt basale telefonsamtaler.




























