Her er tre spil, der på overfladen ligner hinanden temmelig meget:
Man skal med magi hjælpe en lille dreng gennem en mission for at redde hans 2D-verden, der ikke blot er truet af mørke væsner; den er også umiddelbart stejlere, dybere og højere, end hans spinkle krop kan klare. Originaliteten i de tre spil ligger i de forskellige fysiske hjælpemidler, de udstyrer spilleren med til at hjælpe drengene gennem forhindringerne.
Tegn-selv platformsspil
I 'Max & the Magic Marker' skal man tegne løsningerne, i det 'Lost Winds' skal man skubbe luften, og i 'A Boy And His Blob' har man en lille hjælper, hvis form man kan ændre til det rette redskab. Men hjælpemidlerne er ikke spillenes eneste attraktion. Som spiller får man på charmerende vis aktiveret sine kreative evner, når man skal regne ud, hvilke af spilfysikkens talrige muligheder der vil kunne bringe drengen videre.






























