Hvis du har en iPhone liggende i lommen, ved folk i Apple, nøjagtig hvor du er. De ved også, hvor du var i går, og de vil også få at vide, hvor du er i morgen. Lyder det som et science fiction-mareridt? Det er skinbarlig virkelighed. Det indrømmer it-giganten nu selv, efter at kritikere har advaret mod det. »For at kunne levere de højkvalitetsprodukter og -services, som forbrugerne efterspørger, må Apple have adgang til omfattende information om placering«, lyder Apples egen forklaring. Det fremgår i et svar til to amerikanske kongresmedlemmer, som i denne uge er offentliggjort i amerikanske medier.
Oplysninger kan sælges videre
Politikerne har krævet en forklaring af Apple, efter at det for en måned siden kom frem, at et nyt styresystem til den populære telefon gemte på en klausul, der giver Apple lov til at registrere, hvor brugerne befinder sig. Og giver Apple lov til at sælge oplysningerne videre til andre.
LÆS MEREApple vil overvåge iPhone-brugeres færden Det betyder, at den avancerede telefon to gange i døgnet sender en fil til Apple med nøjagtige oplysninger om, hvor den har været. Oplysningerne registreres i telefonen ved hjælp af data om telefonmaster, trådløse netværk og gps-koordinater, som løbende lagres i telefonen.





























