Internettets mægtigste hjemmefødte virksomhed, Google, står over for den største trussel i virksomhedens snart 13-årige historie.
Udfordreren hedder Facebook, der med støtte fra blandt andet Twitter, LinkedIn og en række andre sociale tjenester ikke bare har taget teten i de seneste fem års sociale amokløb. I kulissen afpudser de våben, der direkte kan true Google på egen hjemmebane, den lukrative søgning. Her er historien om tre af Googles tabte slag i kampen om vennernes internet – og de to fronter, der stadig er åbne, og som Google håber kan vende situationen. Topchefens bundskraber »Direktører skal tage ansvar. I screwed up«. Sådan sagde Eric Schmidt, Googles tidligere direktør og nu arbejdende bestyrelsesformand, forleden fra scenen på en konference i Californien. Schmidts hårde selvkritik handlede om Facebook, den sociale gigant, som han ikke havde taget alvorligt nok. Han havde godt nok set problemet, men fik ikke fulgt Googles løsninger til dørs. Resultatet var, at Google tabte pladsen som nettets største tidssluger – både globalt og herhjemme. Selv om virksomheden stadig tjener i særklasse flere penge end Facebook (Google skovler tæt på halvdelen af alle nettets reklamekroner ind, i Danmark alene over en milliard kroner årligt), er de efterladt med en åben flanke. LÆS ARTIKELGoogle smider gamle browsere overbord






























