Indien præsenterer i dag det, der er blevet kaldt verdens billigste tavlecomputer. Den vil blive solgt med tilskud til studerende for, hvad der svarer til 200 kr.
Den ny tavlecomputer er blevet døbt Aakash, der betyder himmel. Regeringen i New Delhi siger, at den i første ombæring vil blive fremstillet i 100.000 eksemplarer - inden den vil blive tilbudt til millioner af studerende i løbet af nogle måneder.



























