Trin for trin: Sådan rigger du dit digitale tv-udstyr til

Antennemontøren Johnny Andersen hjælper Bruno Berg med at kunne modtage det nye digitale tv signal.
Antennemontøren Johnny Andersen hjælper Bruno Berg med at kunne modtage det nye digitale tv signal.
Lyt til artiklen

Den sidste tid har kampagnerne kørt for fulde gardiner.

Modtager man sit tv-signal via antenne får man sort skærm på søndag, medmindre man indkøber en digital modtager eller har en indbygget i sit tv.

Kabelkunder risikerer ikke at miste deres tv-signal. Men vil man nyde alle de nye kanaler og High Definition kvaliteten, som det digitale tv tilbyder på blandt andet DR HD, er alle, selv kabelkunderne, nødt til at foretage justeringer af udstyr og indstillinger.

Kort fortalt skal det nye digitale signal gennem en tuner, før fjernsynet kan vise de mange nye kanaler og den høje kvalitet. Her følger en guide til dig, der vil have det hele med. Uanset om du er kabel- eller antennekunde.

Er du kabelkunde og tilfreds med de tilbud du allerede modtager i dag, behøver du ikke gøre noget som helst, og kan altså stoppe med at læse her.

Modtagelsen af det nye signal
Først og fremmest skal du tjekke om dit tv har en indbygget digital-tuner (DVB-T eller DVB-C). Det vil ofte være tilfældet med nyere fladskærmstv, men har du en fladskærm af ældre dato eller et billedrørstv, kan det være nødvendigt at anskaffe en ekstern tuner.

Der er masser af digitale tunere i handlen til antennefolket, mens kabelfolket bør købe eller leje den digitale tuner hos deres tv-udbyder. I øjeblikket koster sådan én hos Yousee fra 995 kroner til knap 2.700 kroner. Den dyre har dog to tunere i sig og en harddisk, så du kan se ét program og optage et andet.

Når du skal vælge den nye tuner, er det vigtigt at tjekke om den har både en MPEG 2 og MPEG 4 dekoder. MPEG 2 og MPEG 4 er de formater de nye kanalerne sendes i.

Når du har fået fat i din tuner, skal den tilsluttes dit system, så tvsignalet går fra stikket i væggen, gennem tuneren og op i fjernsynet.

Sådan forbindes og bruges det digitale system:

1. Først og fremmest skal signalet modtages af tuneren. Stik derfor antenne- eller kabelforbindelsen ind i boksen.

2. Nu skal forbindelsen videre til fjernsynet. Her er det let at begå den fejl, at forbinde tv med tuner via antenneudgangen på tuner-boksen. Dette stik vil kun sende de almindelige kanaler i almindelig kvalitet, op til fjernsynet og altså ikke den digitale kvalitet og de nye rene digitale kanaler.

Vil man have de nye digitale kanaler skal signalet derimod føres fra tuner til tv via et scart-stik eller et HDMI-stik. Et ældre fjernsyn vil ofte have en scart-indgang mens nyere fladskærme har en HDMI-indgang, som giver den bedste lyd- og billedkvalitet.

3. Med den digitale tuner følger en fjernbetjening. Efter tuneren er tilsluttet signal og tv, vil denne fjernbetjening være tv'ets eneste kontroller. Fjernsynet vil herefter fungere som monitor og skal udelukkende tændes og slukkes med fjernsynets egen fjernbetjening. Kanalskift og -søgning foregår på tunerens fjernbetjening.

4. Vil man gerne optage digitale programmer på en harddiskoptager, er det vigtigt man tilslutter optager og tuner med et scart-kabel. Forbinder man boks og optager med antennekablet vil det kun være de analoge programmer der kan optages.

Fordi systemet kun indeholder en digital tuner, og dermed modtager, vil man kun kunne optage den kanal tuneren er indstillet på. Altså kan man kun optage fra den kanal man ser på fjernsynet.

På nuværende tidspunkt findes der ingen harddiskoptagere med indbygget digital tuner på markedet. Derfor er man nødt til at forbinde den eksterne tuner med optageren eller anskaffe sig en PVR-boks.

En PVR-boks ( personal video recorder) har 2 indbyggede tunere med mpeg 2 og mpeg 4. Den kan altså optage fra en anden kanel end den man ser.

5. Har man flere fjernsyn i hjemmet skal man have en tuner pr. tv. Det kan enten være en ekstern eller en indbygget. Det kan godt lade sig gøre at forbinde flere tv på en ekstern tuner, men så kan alle forbundne tv altså kun se den samme kanal. Det skyldes at tuneren kun kan sende ét signal af gangen.

Arendse Würgler

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her