Fysisk design: iPhone 4S er verdens bedst sælgende telefon: en sandwich bestående af to skiver hårdt glas med en metalramme i midten. Designet har gjort iPhone til det eneste mulige valg for mange designbeviste mænd og kvinder, uagtet at det er så som så med eksklusiviteten. Glasset på bagsiden af iPhone 4 og 4s har det med at smadre, når den tabes. Skærmen er begyndt at virke lille, men kan til gengæld betjenes ubesværet med en hånd. iPhone har som den eneste telefon en enorm urskov af firmaer, der laver tilbehør: etuier og covere i alle former og materialer, selv balsatræ og bambus, påskruelige kameralinser, højttalere, hjerterytmemålere og meget mere. System: iPhones software hedder IOS 5 og er markedets mest simple og konsistente måde at betjene en telefon på. Dine skærme er fyldt med klare, distinkte ikoner, og den runde, fysiske knap bringer dig altid tilbage til hjemmeskærmen. iPhones apps er ofte mere ens opbyggede end konkurrenternes, med høj brug af grå standardiserede navigationsikoner med forklarende tekst: Der står på ’tilbageknappen’, hvad man går tilbage til. Du skal ikke, som ofte på Android, tænke på din telefons sundhedstilstand, f.eks. om der kører en masse programmer i baggrunden, der suger kraft og batteri. Systemet sætter selv programmerne på pause og lukker dem, uden at man opdager det. IOS er god til holde brugeren informeret om nye sms-beskeder, mail og Facebook opdateringer, der står tydelig på skærmen, når man låser sin telefon op. De kan også nemt vises igen ved at trække et ’rullegardin’ med informationer ned fra toppen af skærmen – en funktion lånt fra Android. iPhone er ikke mindst superhurtig: Bladren i browseren, reorientering af skærmen og zoom foregår hurtigere end nogen anden telefon på markedet. Men selv hærdede iPhone-korsfarere kan i ærlige øjeblikke føle, at iPhone-systemet er lidt gammeldags: Kunne startskærmen ikke være mere informativ, f.eks. ved hjælp af widgets, de store levende ikoner, som Android har? Og hvor er den tætte integration af Facebook og andre sociale medier, som Windows Phone excellerer i? Apps: iPhone har verdens største samling af apps, og flere af de bedste apps starter som iPhone-apps, før de kommer til konkurrenten Android, som dog haler kraftigt ind. Blandt de medfølgende apps er det kendte musikprogram iTunes. Der er en fin kortapplikation, der på linje med Android kan fortælle dig, hvornår bussen og toget går. Der er markedet måske bedste mobile browser. Og som en nyskabelse: tale-appen Siri, der gør, at du kan stille spørgsmål og give ordre til din telefon og høre den svare. Det foregår dog indtil videre på engelsk, hvad der gør denne meget omtalte funktion til en gimmick i dansk sammenhæng. iPhone har også de bedste programmer til podcast, nogle af de mest elskede apps til at tage retrofotos med (Instagram og Hipstamatic). Til gengæld finder du ikke apps, der helt grundlæggende skræddersyer din iPhone, og det er ærgerligt, for den kan på nogle områder godt trænge til at blive pimpet op. Kamera: iPhone 4S’s kamera regnes som et af verdens bedste mobiltelefonkameraer. Kameraet kan nu tændes direkte fra låseskærmen med et hurtigt dobbeltklik på den runde ’home’-knap. Man kan bruge den ene volumenknap som udløserknap. Til gengæld kan man ikke gøre så meget ved billederne, når man har taget dem. Derfor henter de fleste appen Camera+, der til gengæld kan stort et alt.
Pris: 4.699 kr.



























