Vira, hackere og pædofile. Europæiske børn og unge kender internettets farer og mulige faldgruber.
De er fortrolige med nettets muligheder og navigerer selvsikre rundt i det interaktive univers. Men når problemer opstår, er mor og far de sidste, der får besked.
EU har spurgt børnene
Det viser en ny undersøgelse fra EU's analyseinstitut Eurobarometer, der er lavet på baggrund af kvalitative interviews med børn i alderen 9-10 år og 12-14 år fra samtlige 27 medlemslande plus Norge og Island.
Det er første gang, at børn fra hele Europa er blevet spurgt direkte om, hvordan de benytter nye medier som mobiltelefoner og internettet, og hvordan de forholder sig til de problemer, der kan opstå.




























