Hallo. Er du der? Hallooo ... Afbrudte telefonsamtaler og internetforbindelser er et dagligt irritationsmoment for tusinder af togpassagerer hver eneste dag. Og i øvrigt for de tusinder, som telefonsnakker med dem. Men nu er der lyd for enden af tunnelen. Efter flere års uenighed om ansvaret for det dårlige netværk langs skinnerne er DSB og landets fire store teleudbydere blevet enige om at lappe signalhullerne i hele intercity- og lyntogstrafikken.
Inden udgangen af 2012 forventer DSB, at mobil- og internetforbindelser vil være stabile i omkring 100 IC3- og IR4-togsæt.
Stabil adgang til internettet
»For det første vil kunderne opleve en bedre talekvalitet, og forbindelsen vil ikke blive hakket over. Det bedre signal i toget vil også betyde, at de kan få stabil adgang til internettet. Det gode ved aftalen er, at vi gør det her med alle teleoperatører og med alle togsæt«, siger Claus Klitholm, underdirektør i DSB Kommerciel. Nu har jeg snart haft mobiltelefon i 15 år. Er det ikke på høje tid, I finder en løsning?
»Jo, det vil jeg være ærlig at sige. Jeg forstår godt, hvis kunderne ryster på hovedet og siger: Hvor svært kan det være? Men jeg kan kun sige, at det er svært at bringe fem parter sammen og finde en aftale, ligesom en anden udfordring har været teknologien; når man finder noget, der virker, får telefoner nyt udstyr«.
60-70 mio. kr. investeres i repeatere
Claus Klitholm oplyser, at DSB vil investere 60-70 mio. kroner i såkaldte repeatere, der bliver sat op på indersiden af både IC3-, IR4 og IC4-tog for at forstærke mobilsignalet fra masterne langs skinnerne.
At det ikke er gjort for længst, skyldes, at der på mange strækninger slet ikke har været noget signal at forstærke:
»Teleselskaberne går efter at have en god dækning i byerne, og derfor er den ikke lige så god mellem byerne. Vi har ikke kunnet forstærke et signal, som ikke er der, så vi har haft diskussioner med selskaberne, om de ikke kan få en god forretning ud af at etablere dækningen langs togbanen. Det har været svært at finde en løsning, men vi har nu en fælles forståelse og er tæt på at kunne lukke den fulde aftale«, siger Claus Klitholm. Tre afbrydelser på 35 kilometer
Netdækningen har været ringe så længe, at passagererne har indrettet sig efter den, fortæller talsmanden for pendlerne mellem Trekroner og København, Poul Struve Nielsen.
»Jeg er efterhånden så vant til den dårlige forbindelse, at jeg siger til folk i telefonen: »Vær opmærksom på, at når vi bliver afbrudt, er det ikke, fordi jeg er uhøflig, men fordi jeg kører i tog«. Men det er da et voldsomt irritationsmoment. Mellem Roskilde og København mister jeg forbindelsen tre gange, så vi kan da kun være tilfredse med, at der kommer forbedringer«, siger Poul Struve Nielsen. Socialdemokrat med en mærkesag
For Socialdemokraternes it-ordfører, Trine Bramsen, er aftalen mellem statsbanerne og teleoperatørerne en sejr.






























