Man kunne tro, at det var en fordel for Facebook, at vores smartphones får os til at være online hele tiden.
I stedet er det virksomhedens største hovedpine lige nu.
Når vi logger ind via den lille skærm på telefonen eller en tavlecomputer såsom iPad, ser vi nemlig ingen reklamer, og så tjener Facebook ikke en krone.
Mobilerne er Facebookaktiens største skræk
»Brugerne flytter sig til en platform, hvor Facebook ikke tjener penge. Det er den største trussel mod Facebook lige nu«, siger Susan Etlinger, som er Facebookanalytiker ved det amerikanske rådgivningsfirma Altimeter Group.
Hun vurderer, at udviklingen er så alvorlig for Facebook, at det er firmaets største forhindring for at kunne tjene flere penge og dermed leve op til den enorme børsværdi, som Facebook forventes at få ved børsnoteringen i dag.
Hidtil har der ikke været reklamer på de mobile enheder, fordi der simpelthen ikke er plads på de små skærme.
300.000 danskere synes godt om Facebooks aktierProblemet bliver kun større og større for firmaet bag verdens største sociale netværk. Ikke mindre end 488 millioner brugere går nu på Facebook via mobiltelefon eller tavlecomputer.
Det tal vil vokse så hurtigt, at Facebook selv forudser, at væksten i mobilbrugere vil overhale væksten i brugere, som logger ind via en traditionel computer.
Virksomheden er selv helt klar over problemet. I oplægget til børsnoteringen i dag står gang på gang, at der er et pengeproblem i de mange brugere på mobile enheder.
Facebook har ikke kunnet vise omsætning
»Vi har aktuelt ingen meningsfuld omsætning fra brugen af Facebook på mobile enheder, og vi har endnu ikke kunnet vise, at vi kan«, står der i oplægget.
Problemet er så stort for Facebook, at det direkte påvirker virksomhedens samlede evne til at tjene penge.
»Vi mener, at den øgede brug af Facebook på mobile enheder har bidraget til den aktuelle tendens til, at antallet af daglige aktive brugere stiger hurtigere end stigning i antallet af reklamer, der bliver vist.
LÆS OGSÅ Sådan vil Facebook ændre sig efter børsnoteringen
Hvis brugerne i stigende grad går på Facebook gennem mobile enheder i stedet for via pc’ere, og Facebook ikke er i stand til at finde en måde at tjene penge på mobilbrugerne, går det galt. Som de selv skriver, så »vil vores finansielle resultater og vores evne til at øge omsætningen blive påvirket negativt«.
Der er dog god grund til at tro, at Facebook kan vende udviklingen og tjene penge på de mange mobilbrugere.
»Facebook har så mange penge nu, at de kan hyre de allerbedste folk i verden til at udvikle en model for reklamer, der virker på de mobile enheder. Men de allerbedste bliver også nødvendige, for skærmen er så lille, at det næsten er umuligt at forestille sig, hvordan det skal fungere med reklamer«, siger Susan Etlinger.
FACEBOOKBliv ven med Politiken
fortsæt med at læse



























