Ny iPhone 5 har knas med GPS-kortene

I-DAG. Fredag eftermiddag dansk tid slippes iPhone 5 løs i USA. Men det sker ikke uden bøvl og en del kritik, især over navigations-app'en, hvis kortdata er helt ude i skoven. Eller måske en by i Rusland.
I-DAG. Fredag eftermiddag dansk tid slippes iPhone 5 løs i USA. Men det sker ikke uden bøvl og en del kritik, især over navigations-app'en, hvis kortdata er helt ude i skoven. Eller måske en by i Rusland.
Lyt til artiklen

Det er i-dag i USA. Det er dagen, hvor iPhone 5 kommer på gaden, og hvor amerikanere, der har lagt forudbestillinger ind i god tid, kan afhente Apples nye baby i butikkerne.

Eller hvor mange, der har ligget i kø hele natten, håber på at få fingre i et af de første eksemplarer.

Men den nye iPhone har problemer med kortdataene. Og Samsung spøger i kulissen

Kortene virker ikke
Det stod klart, da Apple valgte at gøre den nye udgave af styresystemet iOS, med nummer 6 på ryggen, tilgængelig i onsdags.

Dermed kunne ejere af iPads og tidligere versioner af iPhone få en forsmag på, hvad de har i vente, når iPhone 5 lander.

Google Maps forsvinder fra din iPhone

Der var dog mange, der fik sig en grim overraskelse, da de forsøgte sig med den nye kort-app, der ligger i iOS6. Her er kortene nemlig ikke særlig godt opdaterede i forhold til Google Maps, der tidligere var standard-app’en for navigation på iPhones.

Tidligere på året blev det dog kendt, at Apple havde smidt Google Maps på porten til fordel for deres egen løsning, hvor kortene bliver leveret af GPS-giganten TomTom.

At TomTom har leveret kortene har tilsyneladende ikke haft nogen positiv effekt. I løbet af torsdag, hvor flere mennesker har haft mulighed for at prøve den nye kort-app af, er internettet flydt over med historier om, hvordan folk er blevet ledt på gale veje af Apples nye kort-app.

Berlin er blot en bydel
Der er eksempler fra Danmark, hvor iPhone har taget fejl af adresser som Nørretorv og Nørregade i Ringsted, og Hundested befinder sig lige pludselig i færgelejet Sølager overfor Kulhuse i Hornsherred.

Flere danske medier rapporterede i går, hvordan Tårnby ikke længere lå på Amager, men på Saltholm og hvordan hele parker var blevet slettet i Odense.

Apple slår egen rekord: To millioner iPhone 5 solgt i første døgn

Men når man kigger ud over den ganske verden, er eksemplerne utallige. Berlin er nu en bydel i byen Schöneiche og i Jakarta findes der ingen adresser. Der er endda en Tumblr-side nu, hvor alle disse eksempler bliver samlet. Du kan se den på adressen theamazingos6maps.tumblr.com.

Google har lovet selv at komme med en Google Maps-app til iPhone, men den er først klar senere på året.

At denne misære sker lige op til lanceringen af iPhone 5 er naturligvis uheldig for Apple. Men Apple skal alligevel til at vænne sig til, at tingene ikke helt er som i gamle dage. Ifølge webmediet TechCrunch er der for eksempel i skrivende stund (torsdag eftermiddag USA-tid, hvor salget går i gang i morgen tidlig), ikke rigtig nogen folk i kø.

Færre folk i kø
I hvert fald ikke foran Apples prestigebyggeri i New York, der af mange anses for at være den smukkeste Apple Store i verden. De eneste folk, der er til stede er Occupy Wall Street-folk, der går under sloganet Occupy Apple i dagens anledning. Og så et par enkelte ”fanbois”.

iPhone 5 får Apple-aktien til at sætte rekord

Til gengæld er der masser af små teknologi-brands til stede, der forsøger at få Apple-solen til at skinne på sig.

Det er for eksempel Smartphone-cover-producenten Otterbox og den netbaserede handelsplads Gazelle.com, hvor mange sælger deres brugte Apple-produkter.

Men det skyldes ikke, at Apple ikke kommer til at sælge lige så mange iPhones, som de plejer, eller sikkert flere. Det betyder bare, at flere mennesker har bestilt online eller i deres lokale butikker, og ikke gider deltage i hysteriet foran Apple Store-butikkerne. Faktisk slog Apple alle rekorder, da forudbestillingen på iPhone 5 gik i gang.

To millioner eksemplarer blev forudbstilt i løbet af de første 24 timer, og det har fået visse analytikere til at pege på, at firmaet kan sælge 10 millioner iPhones bare i løbet af den første weekend.

Samsung er klar til at slå til

Og så er der firmaet, der efterhånden må anses for at være Apples ærkefjende: Samsung. Sydkoreanerne varslede torsdag, at de var klar til at drage iPhone 5 med ind i den retssag, de netop har appelleret ved retten i San José, Californien.

Her tabte de ellers til Apple i første omgang, hvor en jury gav Apple medhold i at Samsung havde efterlignet Apples designs uretmæssigt.

LÆS OGSÅ Pas på, Apple og Samsung: Sydkoreanske rivaler spiller med telefonmusklerne

Torsdag morgen lokal tid forberedte Samsung retten i San José på, at de ”forventede” at hive iPhone 5 ind i sagen. Det skriver Wall Street Journal, der dog ikke regner med at det forhindrer salget af iPhone 5 i første omgang.

Men Samsung vil uden tvivl kaste sig over iPhone 5, så snart den er på gaden, så de kan se, om der er noget patentmæssigt at komme efter.

Tjek.dk er blandt de medier, der har fået fat i en iPhone 5, og vi forventer at bringe en test på mandag.

Morten Bay

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her