2 meter. 12 centimeter. 64 kg. 90 tommer. Det er nogle af hoveddimensionerne for verdens største LED-TV, der kommer fra Sharp og har det sædvanligt u-mundrette navn LC90LE745U. Det blev vinderen af den uofficielle konkurrence i at præsentere årets største LED-TV på IFA-messen i Berlin.
Større end Samsung, Sony og LG
Det var ellers ikke fordi, der ikke var konkurrence om ”titlen”. Samsung viste et nyt 75 tommers LED-TV frem, LG er på banen med 84 tommer, Sony kan også klare 84 tommer – men de blev alle overhalet indenom af Sharps gigantiske skærm, der er med til at skubbe udviklingen i den retning, hvor projektorer bliver overflødige, fordi almindelige skærme kan håndtere den samme opgave.
Og Sharp-skærmen, der første gang blev vist frem for offentligheden tidligere på sommeren, er virkelig stor. Det kan være svært at forestille sig, når man sådan lige læser om det, men når der er 90 tommer diagonalt på skærmen, betyder det, at fjernsynet er over to meter i bredden. De fleste danskere kan altså lægge sig ned ved siden af deres TV, og TV’et vil stadig være bredere end personens højde.


























