Samtidig med lanceringen af den nye iPad Air viste Apple også den nyeste version af iPad mini frem.
Og den har fået lidt flere forbedringer, end de fleste lige havde troet. Forskellene mellem den lille og den store iPad betyder nu mindre og mindre, og for mange vil det bedre kunne betale sig at holde sig til mini’en.
Højere pixeldensitet end iPad Air
Hvor den gamle iPad mini havde en væsentligt ringere skærm end sin storebror, er den nye helt oppe på samme standard. Den gamle iPad mini havde kun en fjerdedel af de pixels, som iPad har på sin Retina-skærm. Men nu, hvor iPad mini også har fået Retina-skærm, har de samme opløsning.
Den nye iPad hedder iPad Air
Men fordi iPad minis skærm er mindre, bliver pixeldensiteten (hvor tæt, pixlerne sidder på hinanden), større. Den har en pixeltæthed på 326 PPI (pixels per inch), hvor den store iPad er nede på 264 PPI. Hvad betyder det for den almindelige bruger?
Når pixels sidder tættere sammen – altså flere per tomme – bliver det sværere at se, at der er tale om et digitalt billede, fordi man ikke kan se de indiviuelle pixels med det blotte øje. I princippet betyder det, at den nye iPad minis billede er mere glat og naturligt end iPad’ens.
De samme hestekræfter
Men selvom den er lille, er der de samme hestekræfter bygget ind i iPad mini. Det er nemlig Apples A7-CPU, der sidder i såvel iPad som iPad mini (og i den nye iPhone 5S) Det er endda de samme kameraer, der sidder i de to tablets, hvis man skal stole på Apples hjemmeside.
LÆS OGSÅ Så er det officielt: Der kommer nye iPads om en uge
Så skærmstørrelsen og dermed formfaktoren er den eneste forskel. Og når det kommer til skærmens kvalitet, er der dem, der vil mene at flere pixels på mindre plads er bedst, så det virker faktisk til miniens fordel, at den har en mindre skærm. Dertil kommer naturligvis, at iPad mini er væsentligt billigere end sin storebror.
Så der skal nok være en del, der går efter den mindre model, når den lander senere i november. Den starter ved 2.999 kroner i danske butikker for en model med 16GB og uden mobildata.
En 32GB-model koster 3.699 kroner, 64GB-modellen koster 4.399 kroner og endelig koster 128GB-modellen 5.099 kroner. Vil man have mobildata-adgang oven i, skal man blot lægge 1.000 kroner oven i disse priser.
fortsæt med at læse


























