Den gamle dørnøgle bliver nu erstattet af en nøgle-app til mobilen, som sender signaler via bluetooth til en lille enhed i døren. En fjerdedel af alle opgange i København har allerede fået installeret systemet fra danske Bekey, som indbygges i selve dørtelefonen. Det sørger for, at opgangsdøren automatisk låses op, så snart brugeren nærmer sig med sin mobiltelefon.
Det er altså ikke længere nødvendigt at bære rundt på en fysisk nøgle, der kan tabes eller kopieres. Samtidig slipper beboerne for forstyrrelser på dørtelefonen og nøglebokse på muren.




























