Ugens virale hit: Power Rangers som voksne
Adi Shankar er 30 år gammel og er allerede en af Hollywoods mere succesrige producere. Han står bag film som ’The Grey, ’Dredd’, ’Lone Survivor’, ’Killing Them Softly’ og mange flere. Hollywoods yngste instruktører og skuespillere står i kø for at arbejde med ham. Og det er intet under. For selv om Adi Shankar måske er lidt af en blærerøv, er han først og fremmest storfan og storforbruger af popkultur. Og stolt af det.
Det har gjort, at han ved siden af sin karriere som filmproducer også bruger tid på at lave uofficielle fanfilm. Han kalder dem for ’bootlegs’, ligesom de uofficielle live-indspilninger, man kan finde med store bands.



























