Microsoft har hele tiden haft deres bud på en musiktjeneste. Lige siden konkurrenten Apple fik succes med iTunes og iPod, har Microsoft forsøgt at stjæle markedsandele fra dem. Til at starte med gik det ikke så godt (Er der nogle, der kan huske Microsofts forsøg på at lave en ’iPod’ ved navn Zune?), men siden kom der mere vind i sejlene.
Nu, hvor Apple netop har relanceret deres musiksatsning med Apple Music, er Microsoft også gået i gang med at forny deres musiktilbud. I de senere år har Microsoft formidlet musik under Xbox Music-navnet, hvor man kunne købe og downloade musik til Windows-telefoner, Windows og så naturligvis Xbox-spilkonsollen, hvor man også kunne streame musikken til.




























