En vrimmel af flag, kager og logrende hunde prydede forfatter Anne Egedes væg på Facebook forleden. Det var hendes fødselsdag, og 388 Facebook-venner gratulerede med festlige opslag.
»Jeg skulle ikke noget særligt på dagen, så jeg hyggede rigtig meget med at læse opslagene. Jeg er typen, som synes, at det er almindelig høflighed at svare personligt, når nogen lykønsker mig, men da jeg havde skrevet til cirka 100, fik jeg meddelelse om, at jeg var blevet blokeret af Facebook«, fortæller Anne Egede.



























