Foråret nærmer sig, og det betyder, at vi har fået en indikation af, hvordan smartphone-året 2016 kommer til at se ud, rent trendmæssigt. Det skyldes ikke mindst afholdelsen af Mobile World Congress i Barcelona i forrige uge, hvor Samsung, Sony, Huawei, LG med flere viste nye produkter frem. Her kommer seks ting, smartphone-året 2016 kommer til at byde på.
1. Kameraer tager et syvmileskridt fremad
Smartphone-producenterne er udmærket klar over, at kameraet er en af de allervigtigste og allermest brugte dele af en smartphone i disse dage. Derfor kommer kameraer i selv halvbillige telefoner til at blive meget bedre. Ikke mindst fordi Sony har annonceret deres nye Exmor RS-kamera. Sony leverer kameraer til en hel del forskellige smartphone-producenter, f.eks. er det et Sony-kamera, der sidder i iPhone. Også Huawei benytter sig af Sony-kameraer, og der går rygter om, at selv Samsung vil begynde at bruge Sony-kameraer inden længe.




























