Google ved godt, at selskabets tjeneste Hangouts ikke har været den helt store succes, selvom det har forsøgt at gøre den til en egen version af Skype, Facebook Messenger eller iMessage/Facetime. Så nu har selskabet lanceret Duo, der udelukkende fokuserer på videoopkald.
Spartansk og hurtig
Søgegigantens tilgang er lidt simplere end alle andres på overfladen, men der gemmer sig til gengæld en række smarte og mere avancerede funktioner under motorhjelmen. Der er måske endda dem, der vil kalde Duo for ’spartansk’, for man kan hverken tekst-chatte eller lave gruppeopkald, som man kender det fra andre lignende tjenester.
En af de forenklede detaljer i tjenesten er, at man ligesom på Facetime ikke behøver at oprette en profil, efter at man har hentet appen. Man registrerer simpelthen sit mobilnummer, og så ringer man blot til sine kontakter, hvis de vel at mærke også har hentet appen.


























