Der er steder, hvor man ville ønske sig adgang til Netflix, men hvor man ikke har det. På den lange flyrejse. På busturen igennem et område, hvor mobildata-signalet er for ringe. På hotelværelset, hvor Internet-forbindelsen er håbløs. Eller hvis man bare ikke har lyst til at bruge smartphonens batteri på at streame Netflix fra nettet.
Fyld microSD-kortet
For et par måneder siden løste Netflix dette problem ved at give medlemmerne adgang til at downloade Netflix-serier og-film, så man kan se dem, når man er offline. Men der er et lille problem. Den slags videofiler fylder en hel del, og hvis man allerede har halvdelen af sin musiksamling og 2500 højkvalitets-billeder af familien liggende på sin telefon, kan man måske kun få plads til et par afsnit af sin yndlingsserie.




























