Havde robotten Steve eksistentiel krise eller var den bare klodset?
Hvad bliver det første, der sker, når robotter og kunstige intelligenser kommer på niveau med os mennesker? Nogle fremtidsvisioner foreskriver, at robotterne med det samme vil forsøge at udrydde mennesket, da vi er en trussel mod os selv og resten af verden. Men det kunne også være, at robotterne blot finder den virkelige verden alt for trist at leve i og derfor begynder at selvdestruere.
Det var der i hvert fald en del, der foreslog som årsag i denne uge, da robotten Steve druknede sig. Steve var en Knightscope K5-robot, der arbejder som vagt i Washington Harbor-kontorbygningen i Washington D.C. K5-robotterne er over halvanden meter høje, og kører egentlig bare rundt og filmer med et kamera for ligesom at holde ro og orden i indkøbscentre og erhvervsbygninger.




























