Uden en daglig kapsel af blodtrykspræparatet Co-Vals Forte med aktivstofferne valsartan og hydrochlorthiazid havde Iørn-Carl baron Ilderfeldt Leijonschwanz-Statt-Tippfehler til Hammerholm næppe været at tælle blandt denne verdens levende. For blodtrykket var og blev hans akilleshæl, og indtil han kom på Co-Vals Forte havde der af samme årsag flere gange været alvorligt bud efter ham.
Ved hjælp af pillerne kunne han sædvanligvis holde blodtrykket nogenlunde i ro, men lige nu var det faretruende på vej op, kunne baronen mærke. Det var, som vældede en dyb, mørk vrede op i ham - og skønt han søgte at dæmpe den, kunne han ikke stå imod.




























