Da frøken Kristine Marie Jensen omkring år 1900 samlede sine madopskrifter i en bog, var det udelukkende med tanke på at hjælpe kollegerne i tyendebranchen.
»Der forlanges ofte meget af Kokke- og Enepiger i Retning af Kogekunst, medens de færreste ere i Besiddelse af Midler til at skaffe sig den ringeste Uddannelse«, skrev frøken Jensen i forordet til kogebogen.
Brunch er kommet til
Det er 150 år siden, frøken Jensen kom til verden i Randers, og i den anledning har Gyldendal udgivet en gennemrevideret jubilæumsudgave af hendes kogebog, som må være grundbogen over dem alle.
Madskribenterne Nanna Simonsen og Carina Malling Skronski har haft fingrene i alle de originale opskrifter, pillet de mest forældede ud og tilføjet en del nutidigt, bl.a. ordene ’brunch’ og ’smoothies’ i det første afsnit om morgenmad og brunch.



























