Tusindvis af børn kæmper med overvægt. Nogle heldige af dem får hjælp til at lægge livsstilen om og opnå et varigt vægttab på et af landets fire julemærkehjem.
Hjemmene, der hvert år tager imod cirka 700 børn, drives af den frivillige organisation Julemærkefonden, som bl.a. skaffer penge via gaver fra private og firmaer og via indtægterne fra den årlige Julemærkemarch den første søndag i december. I løbet af 33 år har over en halv million mennesker deltaget i marchen, som blev til på initiativ fra nogle ansatte hos Post Danmark. I år finder Julemærkemarchen sted 6. december, og der er 63 startsteder.




























