Søren Ejlersen m.fl.: Årstidernes nye livretter.
Politikens Forlag, 339 sider
250 kroner.
Hvis man stadig lever i den vildfarelse, at grøntsager er et kedeligt udkogt onde, der bare skal overstås for den gode samvittigheds skyld, bør man straks kaste sig over Årstidernes seneste kogebog.
Grøntsagskasseleverandøren Årstiderne har inviteret gæstekokke med i køkkenet, og det er der kommet nogle stærke opskrifter med grøntsager i hovedrollen ud af. Det er kokkene Pernille Skjødt og Carsten Kyster samt ernæringseksperten Umahro Cadogan, der har leveret forstærkningen til Årstidernes hold af Søren Ejlersen, Thomas Hess og Sanne Holden Venlov.
Holdet griber ikke bare dybt i grøntsagskassen, hvor der er hentet jordskokker, porrer, kålrabi, hvidkål, rødbeder, gulerødder og rosenkål – bare for at nævne nogle få, der er i sæson netop nu – men de seks kokke bruger også et mindre arsenal af smagsgivere i gryderne: æbleeddike, sennep, tahin, chili, citron, ingefær, garam masala, fish sauce, korianderfrø, spidskommen, sennepsfrø og meget, meget mere samt rå mængder af friske krydderurter.
Man kunne dog godt savne, at holdet ikke kun havde delt opskrifterne ind efter ingredienser og retter – nogle kapitler har en råvare som omdrejningspunkt, andre har måltidet, som supper, forretter og hovedretter – hvilket betyder, at man går direkte fra skønne forårsretter med majroer og asparges til tunge efterårsretter med rodfrugter.



























