Det kan ikke længere svare sig at tage til Sverige for at købe alle julegaverne.
Den billige svenske krone har ellers i de senere år gjort handel på den anden side af Øresund attraktivt, men det er slut nu. Den svenske krone er steget. Der er dog stadig mange penge at spare ved at se sig for og ikke bare købe cd’en eller køkkenmaskinen lige om hjørnet. Tjek har undersøgt priser på 10 julegaver, som butikkerne regner med vil gøre sig godt i julehandlen og under juletræet i år. Vi har sammenlignet prisen på gaverne i Danmark, Sverige, Tyskland og på danske, tyske og svenske netsider. Og de billigste varer befinder sig både i Tyskland, Sverige og Danmark, så det kræver, at du laver lidt hjemmearbejde, hvis du vil købe billigst. Penge at spare i Tyskland Nok kan Danmark i højere grad end før konkurrere med svenske priser. Men det tætteste, vi kommer på en vinder i prestjekket, er Tyskland, hvor vi har fundet 4 ud af de 10 varer billigst. Her koster en cd godt halvdelen af den danske butikspris, ligesom der er penge at spare på øreringe fra Georg Jensen, parfumen Gucci Guilty og løbeuret Garmin Forerunner.




























