Valnøddebrødet har mange variationer.
Men den let bitre nød i en sammenhæng med lidt sødme, som en god, gammeldags maltøl er leveringsdygtig i, synes jeg kan give en afveksling i brødrepertoiret, som er god især med oste, hvor man enten tager de helt neutrale bisquits eller det karakterfaste brød, der giver selv de stærkeste fætre modspil. Sådan som valnøddebrødet.
En af mine venner, der er en bager for herren, har afstemt opskriften, som jeg synes er den fuldkomne version af – valnøddebrød. Han opererer ikke med vægt, men med håndfulde, og jeg gør det samme, så medmindre vor læser har meget små hænder, skulle det lykkes at nå frem til et godt resultat.



























