»Vi æder dine bekymringer!«. Sådan lyder mantraet bag en ny kollektion af bamser kaldet Sorgenfresser, der varierer i størrelse, men alle er stribede, farverige, totalt gakkede og har en kæmpe lynlås som mund. Ideen stammer fra en tysk opfinder, der med Sorgenfresser vil udvikle en bamse, som ’æder’ vores mareridt, bekymringer og sorger. Det klares ved at skrive sine problemer på en seddel, lyne bamsens mund op og lade den ’sluge’ papiret og dermed problemerne.
Om det mål er søgt eller sejt, er ganske subjektivt, men i vores testfamilie gik særlig den aflange dukke Ernst rent ind hos treårige Siri. Det er således ingen forudsætning, at børnene forstår baggrunden for og symbolikken bag bamserne. Derudover er kvaliteten af Ernst og hans familie suveræne, lynlåsen holdbar og grundideen absolut sympatisk, for har vi ikke altid brugt bamser til at trøste os igennem svære tider? Med Sorgenfresser virker den bamsemission både alders- og kønsneutral, og det trækker op.



























