En gående og storbrølende tyrannosaurus rex, som man selv bygger i træ? Det lyder umiddelbart som et stykke legetøj, der både udvikler og underholder børnene, og selve ideen bag denne serie byggesæt fra Robotime er rosværdig. I klassisk sælgeroptimistisk stil lover teksten på pakken, at dinoen er nem at samle uden brug af hverken lim eller værktøj. Det er sandt, hvis man besidder smidige fingre, god rumlig sans og en god portion tålmodighed.
Selve byggeprocessen med unger og 85 forskellige træbrikker, der skal klikkes præcist sammen, er langt fra Lego, fordi byggevejledningen ikke er så præcis, som man kan ønske. Eftersom alle dele er forskellige, nemt kan knække og kun kan sættes sammen på én måde, skal byggetegningen studeres ekstremt nøje, hvilket absolut ikke er for alle børn. Til gengæld er dinoen i samlet stand virkelig flot og overraskende solid, selv om den kun reagerer, når man klapper, og dens bevægelser er begrænset til at vippe frem og tilbage og brøle svagt på hylden.



























