Kræver spillekonsol eller pc.
Ved første både øjekast og knaptryk ligner Disneys ‘Infinity’-spil ‘Skylanders’ på en prik, hvor forskellen blot er, at man nu sætter figurer fra Disneys enorme skattekiste på pladen frem for ’Skylanders’. Og det indtryk holder i store træk stik, fordi selv om ‘Infinity’ har sine særkender, er det tydeligt, at Disney er kommet for sent til bussen i forhold til legetøj, der kan kobles til skærmen. ‘Infinity’ besidder langt fra samme umiddelbarhed og kvalitetsmæssige konsekvens som ‘Skylanders’. Med i startpakken følger figurer af Sully fra ‘Monsters Inc.’, piraten Jack Sparrow fra ‘Pirates of the Caribbean’ og hr. Utrolig fra ‘De Utrolige’, og selv om finishen er i top, føles den umage trio simpelthen bare for skæv.



























