Julemad kræver øl – vin på julebordet er en kæmpe misforståelse. Sådan har mantraet længe lydt fra ølkyndige, heriblandt Anders Evald, som vedholdende har gjort opmærksom på, at syren i maden og vinen aldrig vil blive et lykkeligt match. I dag ser han mere nuanceret på sagen:
»Stil begge dele frem, så der er frit valg. Mange af de frugtige oversøiske vine, som vinder frem, har en sødme, der gør sig godt til julemaden«, siger Anders Evald, der som forfatter og foredragsholder bl.a. øser af sin viden om, hvordan man sublimt matcher mad og øl som måltidsdrik.





























