Hvert år insisterer min mor på, at vi skal høre ’Juletræet med sin pynt’. Fordi der er et vers i sangen, som lyder: »Og fra selve himlen gled vist den store stjerne ned«. For os har den linje altid betydet, at der hersker tvivl – og at det er i orden. Selvfølgelig er julen en kristen højtid, og vi har altid haft en stjerne i toppen af juletræet, men hos os har det aldrig været religiøst.
Når jeg tænker på jul, tænker jeg i stedet på familie. Fætre og kusiner, der er mødes på kryds og tværs, og store juleaftener med virkelig mange mennesker. Vi har aldrig holdt jul i vores egen lille lukkede osteklokke, men i stedet brugt begivenheden som en kæmpemæssig familiekomsammen, der fejrer, at lyset kommer igen.



























