Formentlig er du stødt på dem til julefrokoster: trøjer med granguirlander, julesokker og nissemænd. Måske har du modtaget julekort med foto af familiemedlemmer iført ens trøjer med rensdyrgevir. Og bare vent, måske går din niece rundt om træet juleaften med Rudolf med den røde pompomtud på brystet.
Mens skikken med at bære pangfarvede polyestertrøjer med plastikpynt for få år siden hovedsagelig hørte USA og Storbritannien til, har den lige så langsomt sneget sig ind på os danskere, så trøjerne i år er at finde både i stormagasiner, supermarkeder og i pop op-butikker i strøggaderne i landets største byer. Ingen tøjbutik eller netbutik uden julesweater.



























