Cafegæster nyder maraton fra første parket

Slapper. En gæst har sat sig til rette på café Katz for at se på løbernes anstrengelser.
Slapper. En gæst har sat sig til rette på café Katz for at se på løbernes anstrengelser.
Lyt til artiklen

På café Katz, der ligger på hjørnet af Frederiksholms Kanal og Nybrogade, er maratonstemningen i top.

»To café latte til andet bord i første række«, lyder det fra barchef Maria Haugshøj.

Tjener Kristina Hohlmann griber bakken og suser ud af døren, hvor hun bliver mødt af stående ovationer og klappende jubelsalver.

Live-tv: Live fra Copenhagen Marathon

Klapsalverne er dog næppe en hyldest til den travle tjener, der havde glemt at om maraton-travlhed, da hun i sidste uge sagde ja til at tage vagten for en kollega.

Tusindvis af løbere drøner forbi caféen i gradvist aftagende tempo, og i mængden stikker rummanden ud sammen med Spider Man, en løber i abedragt, dværge i gult blomstrede kjoler og kvinder med strutskørt og lyserøde englevinger.

Ny rute giver bedre stemning
»Det er en meget bedre rute end det plejer«, lyder det fra Burhan Demir, der er dagens glade caféejer og kan glæde sig over en god omsætning i dagens anledning.

»Copenhagen Marathon er altid en af vores bedste dage om året«, siger caféejeren, der glæder sig over den nye rute.

FOTOJubel og lidelse hånd i hånd

»Det er fedt, at der er plads til at folk kan stå og klappe og skabe stemning, fordi løberne nu drejer og løber ned mod Gammel Strand og Højbro Plads«, siger han inden han hopper ind bag baren og assisterer den travle barchef.

Skoskift
På første parket på caféens udendørs areal sidder Mike Nielsen med sin søster Jessie Møgeltoft Rasmussen og venter på Jessies mand Peter, der hvert øjeblik kan komme susende. De har siddet klar ved bordet siden caéen åbnede kl. 9.30.

Peter kommer, sætter sig ned, skifter sko, drøner videre og er væk igen. I mængden kan hans røde t-shirt anes.

52.000 liter energidrik og 15.000 bananer
Hvordan lyder det, når knap 13.000 mennesker løber hen over et lag af knust pap? Tungt og knitrende, er svaret.

Ved væskedepotet på Højbro Plads er asfalten skjult under et lag af nedtrådte og knuste papbægre, frugtrester og papir fra energibarer.

KORT:Her er ruten med trafikkort

Kristian Weber Larsen står foroverbøjet og rører med noget, der ligner en åre, i en enorm vanddunk med blå væske.

»800 liter Powerade«, råber han ned.

»Og så skal den lige fyldes op igen inden de første kommer forbi igen«, når han at meddele inden han hopper ned og griber en kost. Vejen skal fejes klar inden løberne kommer forbi igen.

Sammen med de andre frivillige fylder han kontinuerligt op i bægrene, skralder bananer, og skærer æbler op, til løberne, der sænker farten, griber ud efter hvad de kan få og sætter videre.

Få tager turen ind under bruseren, der er opstillet i dagens anledning.

Fartholder

En lille kilometer væk er fartholder Lars Pedersen i færd med at sætte ind på løbets sidste etape.

Lars C. Pedersen løb festen igang, da startskuddet gik. Han tilbagelagde de første 200 meter i højt tempo, og luntede derefter tilbage til start. Så stoppede han og vendte 180 grader.

Herfra gik turen i roligt gåtempo den stikmodsatte retning af de øvrige godt 13.000 spurtere, løbere og luntere. Lars trissede hen forbi den otte-tals-formede kæmpesilo, Gemini Residence, over Bryggebroen og ad Kalvebod Brygge til Nykredit.

Lars er fartholder, og da de hurtigste løbere omkring kl. 11 er nået halvvejs, skal han afløse sin kollega og fortsætte løbet med en fart af helt præcist 4;15 minutter pr. kilometer.

Hvis løberne vil nå i mål præcis i tiden 2:58:50 skal de løbe ved den ballon, Lars holder op.

Anne G. Andersson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her