En våddragt af god kvalitet, som er beregnet til at svømme i, er vigtig, hvis du skal deltage i konkurrencer i åbent vand. »Pasform og fleksibilitet er de vigtigste parametre. En dragt skal løfte, og den skal varme. En ordentlig dragt giver sikkerhed. Den holder dig varm, den tager ikke vand ind, og den giver en vigtig og betryggende opdrift i vandet«, siger Jonas Christoffersen fra Endurance Sport på Frederiksberg. Sådan en dragt er samtidig en større investering. I Jonas Christoffersens forretning koster den billigste model eksempelvis 3.800 og den dyreste 6.100 kroner, så det gælder om at vælge omhyggeligt.
Svært at komme i dragten
Har man aldrig prøvet en våddragt, der er beregnet til åbent vand-svømning, vil man første gang blive overrasket over, hvor hårdt det er at få den på. Men den skal sidde tæt til kroppen, for at man får den optimale virkning. Prøv under alle omstændigheder våddragten før køb. Heldigvis tilbyder flere butikker, at man må prøve våddragten i den lokale svømmehal, før man køber den. Får man det meget varmt, eller foretrækker man at have skuldrene fri, kan man vælge en våddragt uden ærmer. Kan man kun svømme brystsvømning, bør man overveje at bruge en våddragt med korte ben, der slutter lige over knæet, da opdriften i benene ellers vil gøre det svært. Hvis man er usikker på at købe sin egen våddragt eller på forhånd ved, at man ikke kommer til at bruge den mere end et par gange, kan man forsøge sig på brugtmarkedet. Desuden er der mulighed for at leje en dragt hos bl.a. Vandsport & Triatlon, som også møder op til en række af de danske åbent vandstævner.




























