Klask, siger det, da den gule badehætte rammer mit øre. Og plask siger det, da jeg sammen med 65 andre svømmere i våddragter hopper i vandet og er klar til at svømme Christiansborg Rundt, hvor solen får den Den Sorte Diamant til at funkle ved Københavns Havnekaj.
Det er med ti års forsinkelse, at jeg nu forsøger at sparke kulden ud af tæerne og gøre mig klar til at slippe den flydende badebro og begive mig ud i det ukendte. Da jeg første gang hørte om at svømme rundt om magtens tinde for ti år siden, ville jeg gerne have været en af de 260 deltagere, der tog turen. Men der var lige den detalje, at jeg var ved at drukne, når jeg forsøgte at crawle bare en bane i en svømmehal. Jeg havde heller ingen vådedragt eller erfaring med at svømme i åbent vand.

















































